26. januar 2018

Rikke Frydensbjerg: Cornelia

Så er min Cornelia endelig færdig og når jeg siger endelig, så er det jo fordi jeg ikke ligefrem elsker at strikke fair-isle og slet ikke på ærmerne, hmrppp ;-) Men jeg gør det alligevel gerne igen og igen, fordi resultatet bliver så lækkert. Jeg er vild med min Cornelia :-) Det bliver en udendørstrøje, for den er meget varm, her strikket op i lamauld og i sagens natur med dobbelte tråde på det flerfarvede område.


Jeg kalder den også "porcelænstrøjen", fordi de fine blå mønstre og lace-borterne minder mig om kongeligt porcelæn og sjovt nok har Rikke Frydensbjerg fortalt mig, at hun har arbejdet med kongeligt porcelæn i sit tidligere liv :-) Originalen er strikket i mørk blå, som det musel-malede porcelæn, så måske en ubevidst inspiration, hvem ved ;-) Utrolig smuk er den under alle omstændigheder, synes jeg :-)


Det bliver skønt at gå foråret i møde i sådan en fin trøje. Lace og flerfarvestrik har ikke traditionelt været kombineret, så jeg synes også det er flot nytænkning. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til børnemodellen kommer, for sådan én skal både Lillefrø og Stumpen ha, hvis det står til mig. Også selvom farmor bander helt vederstyggeligt, når der skal strikkes ærmer. Slet ikke noget for små ører ;-)


Jeg har lavet ændringer i forhold til lace-kanterne - se faktaboksen, ellers har jeg fulgt den velskrevne opskrift slavisk :-)


Jeg er så tilfreds med resultatet. Det er Vibeke, der har udfordret mig til at strikke den i januar og det er jeg rigtig glad for - er lidt bange for, at den ellers kunne ha trukket temmelig meget ud ;-) Vibeke og jeg fortsætter vores strikkeudfordring og i 2018 skiftes vi til at udfordre hinanden.

Her kommer min udfordring for februar måned: I februar skal vi kun strikke fra lager. Lager = med garn, der allerede er købt eller tilstede i huset, når måneden starter :-) Derudover skal der færdiggøres mindst 1 ufo, men gerne 3, he he :-) Tager du imod udfordringen, Vibeke?

Tak for kommentarer og mails - ha en dejlig weekend derude :-)

Faktaboks
Design: Rikke Frydensbjerg: Cornelia - voksen
Garn: CaMaRose
Garn fra lager: Hasteindkøbt i december ;-)
Anvendt: Knap 10 nøgler, 7 natur og 3 lyseblå
Farve: Natur, lyseblå
Købt hos: Hønsestrik, Aalborg
Pinde: 4,5 og 5,5
Str. S
Ny teknik: Ikke som sådan, men jeg synes, det er godt tænkt, at kombinere fair-isle med lace.
Bemærkninger: Jeg besluttede at strikke nederste lace-kant og kanten på ærmerne på pind 5,5 hvor opskriften foreslår, at man går ned på 4,5 - jeg synes det giver sweateren et mere harmonisk "swing" og en bedre facon. Jeg syntes den blev for firkantet, da jeg strikkede det igennem på pind 4,5! Jeg har heller ikke lavede de foreslåede ind- og udtagninger ved hulbortkanten, men bare fortsat med samme maskeantal hele vejen igennem. Kravekanten er strikket på pind 4,5, ikke på pind 4, da jeg ellers ikke ville kunne få hovedet igennem halsåbningen, men det gjorde Edith fra Hønsestrik mig opmærksom på allerede, da jeg købte opskriften.

6. januar 2018

Helga Isager: Susse

Min nyeste bedste ven og årets første strik er den generøse rullekravesweater/-kjole Susse :-) Varm og god strikket med 2 tråde. Jeg skal især bruge, når jeg sportræner Diva. Jeg tilbringer mange timer ude i skoven - både for at lægge spor og gå det senere med Diva, så der er behov for meget varmt tøj :-)


Jeg har strikket den i den skønneste army-farvede, der dæmpes lidt af farven på silketråden, der strikkes med. Jeg skal på et tidspunkt strikke en tynd sag i den armyfarvede alene, den er så fantastisk flot :-)

Jeg er fuldstændig vild med den og overvejer at digte den om til en en-trådet sag, for 2 tråde er næsten altid for varmt at have på indendørs.


Bemærk lige de fine ørenringe fra Liselotte Kjær (findes på Instagram), der passer så godt til Susse om jeg selv skal sige det ;-) Susse er strikket på en sjov måde, hvor man begynder med sidestykket med lomme og derefter strikker rib i forskellige retninger. Det gik stærkt, selvom det er en større sag. På billedet nedenfor er farven helt forkert, men vil gerne vise lommedetaljen :-)


Rigtig godt nytår :-)

Faktaboks
Design: Helga Isager, fra bogen Room606
Garn: Isager Tvinni og Isager Silk Mohair
Garn fra lager: Næh, det blev købt lige før jul, da jeg "bare" skulle hente 50 g garn til Berbercardigan til min svigerdatter - et dyrt besøg ;-)
Anvendt: 225 g Tvinni og næsten 150 g silkemohair
Farve: Army
Købt hos: Isager, Tversted
Pinde: 4,5
Str. mindste str.
Ny teknik: Nej, det er ikke første gang, jeg arbejder med rib i forskellige retninger, men modellen er harmonisk og godt tænkt.
Bemærkninger: Den bliver et kæmpe hit, jeg har allerede haft den på mange gange, men det er en udetrøje for mig med mindre jeg er i et koldt hus. Jeg har altid syntes at 2 tråde bliver for varmt m m vi taler om bomuld/hør/silke.

Annette Danielsen: Isdronningen sjælevarmer

Der er brug for en sjælevarmer, hvis man færdes i Isdronningens rige ;-) Jeg har strikket modellen i enkel tråd i det skønne Sanne Fjalland garn (originalen strikkes med 2 tråde) og har strikket det op på en 4,5 - det bliver så blødt og lækkert efter vask.


Pigerne har båret dem både over en t-shirt og direkte på huden til kortærmede kjoler og der er ingen meldinger overhovedet om "at det kradser" ;-)


Strik bliver hurtigt for varmt til dem, derfor er en sjælevarmer ideel beklædning - den er desuden nem at tage af og på.


Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Isdronningen sjælevarmer fra bogen Det er ganske vist
Garn fra lager: Rester fra min rosa Eyelet (+ lidt tilkøb ;-)
Anvendt: ca 150 g
Købt hos: Sanne Fjalland
Pinde: 4,5
Str. 2 og 6 år
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Modellen er utrolig anvendelig og bruges flittigt :-)